Det hvide hus ved havnen på Agernæs
Huset blev bygget omkring 1930 af sten fra det lokale cementstøberi. Det var en del af havneanlægget, og dets oprindelige formål var opbevaring af fiskeredskaber.
Det ejes nu af Assens Kommune, men udlånes til Beboerforeningen for Brydegaard, Brunshuse og Enemærket, som benytter det til en lokalhistorisk plancheudstilling. Formålet med disse plancher er at fastholde vor historie for såvel beboere som tilrejsende, og huset er derfor altid åbent
Plancherne er udfærdiget af medlemmer af mandegruppen, som er en gruppe pensionister, der mødes en gang månedligt til socialt samvær, virksomhedsbesøg og forskellige projekter.
Disse projekter har bl.a. omfattet restaureringen af det hvide hus hvor man har indlagt el, opsat lamper, støbt nyt gulv, pudset og malet vægge indvendigt og udvendigt.
Gruppen har tidligere udført restaurering af det røde fiskerskur, tjærelad og barkegryde på Lille Fed, disse gamle redskaber kan ses på planchen ”Stejlepladsen”, hvor man også kan læse om deres anvendelse.
Skrevet af Jørgen Nielsen
Skærendsvej 29 i Brunshuse